Hundegalskab
| Hundegalskab Klassifikation | |
|---|---|
 | |
| Information | |
| Navn | Hundegalskab |
| Opkaldt efter | hund, raseri  |
| Medicinsk fagområde | veterinærmedicin, infektionsmedicin |
| SKS | DA82 |
| ICD-10 | A82 |
| DiseasesDB | 11148 |
| MedlinePlus | 001334 |
| ICD-9-CM | 071 |
| Patientplus | rabies-pro |
| MeSH | D011818 |
| Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
| Rabies virus | |
|---|---|
 TEM mikrograf med talrige rabies virioner | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Domæne | Vira (Virus) |
| (urangeret) | Gruppe V (-ssRNA) |
| Orden | Mononegavirales |
| Familie | Rhabdoviridae |
| Slægt | Lyssavirus |
| Art | Rabies virus |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Hundegalskab eller rabies (latin for vrede) er en akut virusinfektion og zoonose, forårsaget af et rhabdovirus, der medfører akut hjernebetændelse (latin: encephalitis) hos både dyr og mennesker.[1] Sygdommen rammer udelukkende pattedyr.
Virussen overføres oftest ved dyrebid, idet den udskilles med de inficerede dyrs spyt. De mest almindelige smittekilder er ræve, men også hunde og flagermus udgør en velkendt smitterisiko, mens virussen i Nordamerika er meget udbredt blandt vaskebjørne. Tamhunde vaccineres normalt mod rabies, eller burde i hvert fald være det, hvorimod katte sjældnere smittes og derfor typisk ikke vaccineres. Et af de markante symptomer på sygdommen hos dyr er en stærkt aggressiv adfærd, hvor de inficerede dyr angriber oftere end normalt, fordi lydene rundt omkring dem smerter i deres ører. Hvis et inficeret dyr ikke er blevet vaccineret, går der højst tre dage, inden det dør af virussen. I Danmark forekommer rabies generelt kun hos flagermus. Sygdommen påvises dog med mellemrum hos dyr i Sønderjylland, hvor blandt andet ræve, katte, råvildt, får og køer kan overføre smitten, samt i Grønland.[2][1]
Hos mennesker er inkubationstiden lang og strækker sig typisk fra tre uger til tre måneder. Startsymptomerne omfatter feber, hovedpine, nedsat appetit, rastløshed og overaktivitet samt spyt- og tåreflåd. Dette går gradvist over i et encefalitisk billede præget af kramper, eventuelle lammelser og bevidstløshed, og ubehandlet fører tilstanden til døden som følge af svigtende kredsløb og vejrtrækningsproblemer. Dødeligheden er nær 100 %, hvis der først er udviklet kliniske symptomer. Globalt dør omkring 59.000 mennesker årligt af hundegalskab.[1][3][2]
Sygdommen udgør fortsat et betydeligt problem i udviklingslandene. Smitte af mennesker sker hyppigst i Afrika syd for Sahara samt i Asien, hvor størstedelen af de årlige dødsfald også finder sted. I Europa rapporteres der derimod årligt kun få tilfælde hos mennesker, primært fra Rusland og andre tidligere Sovjetrepublikker. Det anslås imidlertid, at det kun er ca. 1/6 af de personer, som med sikkerhed er blevet bidt af et rabiesinficeret dyr, der reelt udvikler sygdommen. Førstehjælp og den akutte behandling består altid i en øjeblikkelig, omhyggelig og grundig vask af såret. Dette skal hurtigst muligt efterfølges af behandling med humant rabies-immunglobulin (eller oprenset heste-immunglobulin, hvis det humane ikke haves) samt vaccination med inaktiveret rabiesvirus. På grund af sygdommens lange inkubationstid kan vaccinationen efter eksponering nå at have en effekt og derved bremse sygdommen. Derudover benyttes der forebyggende vaccination ved længerevarende ophold i særlige risikoområder.[3][1][2]
Historisk
[redigér | rediger kildetekst]Louis Pasteur var den første der med held udviklede og anvendte en vaccine mod hundegalskab omkring 1885.[4]
Symptomer
[redigér | rediger kildetekst]De mest almindelige symptomer på hundegalskab er stress, søvnløshed, paranoia, nedsat hjerneaktivitet, forvirring, hallucinationer, højt temperament, med mere.[5] Døden indtræffer som regel efter 2 til 10 dage efter de første symptomer (selvom disse kan vente med at vise sig i op til et år).
Behandling
[redigér | rediger kildetekst]Ved bid, hvor der kan være mistanke om smitte med rabies, gives forebyggende behandling med immunglobulin. I Danmark gives denne behandling altid i samarbejde med Statens Serum Institut.
Behandlingen skal gives så tidligt, som muligt. Når først der er symptomer fra nervesystemet, har behandlingen ingen effekt.
Se også
[redigér | rediger kildetekst]- RNA-vaccine
- ICD-10 Kapitel I - Infektiøse inkl. parasitære sygdomme (WHO's liste)
- Forklaring om sygdom og forbyggelse ved Rabieskj Arkiveret 5. december 2014 hos Wayback Machine
- Zoonose
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 4 Levin, Klaus; Nørgaard, Jan Rytter (2015). "Rabies". I Toft, Martin (red.). Medicinske fagudtryk: en klinisk ordbog med kommentarer (4 udgave). København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. s. 656. ISBN 9788717042056. OCLC 901512451.
- 1 2 3 Langer, Jerk W., red. (1996). "Hundegalskab". Politikens store lægebog (3 udgave). København: Politikens Forlag. s. 268. ISBN 87-567-5689-5. OCLC 1032568763.
- 1 2 Rabies around the World. CDC 2020
- ↑ What is life? The Passionate Dedication of Louis Pasteur. Schillerinstituttet
- ↑ SSI: Hundegalskab
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]
 | Spire Denne artikel om sygdom er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
