UNESCO, United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization, FN's organisation for uddannelse, videnskab, kultur og senest også kommunikation med hovedkvarter i Paris, oprettet 1945 for at fremme samarbejdet mellem nationerne inden for disse områder.
UNESCO bistår ulandene med at bekæmpe analfabetisme og fremme undervisning for alle; inden for det naturvidenskabelige område omfatter UNESCOs virksomhed bl.a. oceanografi og hydrologi.
På det kulturelle område støtter organisationen hovedsagelig kunstnerisk virksomhed og bevarelse af verdens kulturarv (se UNESCO-konventionen og Verdensarvlisten). På natur- og miljøområdet er oprettet Man and the Biosphere Programme.
I midten af 1980'erne blev UNESCO fra mange sider kritiseret for ensidighed i forfølgelsen af sine mål og for dårlig ledelse, og bl.a. USA og Storbritannien forlod organisationen. Efter gennemførelse af en række reformer vendte Storbritannien tilbage i 1997, og USA i 2003.
Efter at Palæstina var blevet godkendt og optaget som medlem af UNESCO i 2011, ophørte USA og Israel med at betale deres kontingenter, hvorefter de i 2013 mistede deres stemmeret i organisationen.