Faktaboks

Ludwig Tieck
Født
31. maj 1773, Berlin
Død
28. april 1853, Berlin

Ludwig Tieck, en hovedskikkelse i den tyske romantik, fik også betydning i Danmark for forfattere som Oehlenschläger, Ingemann og H.C. Andersen. Maleri af Carl Chr. Vogel von Vogelstein, ca. 1830; Nationalgalerie, Berlin.

.

Ludwig Tieck var en tysk forfatter og oversætter. Han var bror til billedhuggeren Friedrich Tieck. Ludwig Tiecks forfatterskab står centralt i udviklingen af den tyske romantiks stil og særlige sprogtone.

Forfatterskabet

I sit første eventyr, "Der blonde Eckbert" (1797, da. 1816), forbandt Ludwig Tieck træk af rædselsromantik med lyriske landskabsbeskrivelser og motiver fra folkeeventyr og skabte dermed en ny eventyrtype.

Lyriske landskabsstemninger spiller ligeledes en stor rolle i kunstnerromanen Franz Sternbalds Wanderungen (1798, delvis på dansk 1838), men kombineres her bl.a. med hovedpersonens oplevelser af Dürer-tidens gammeltyske og den italienske renæssances religiøse kunst.

Hovedværker

Hovedværker i tysk romantik er Tiecks lyrisk-religiøse læsedrama Leben und Tod der heiligen Genoveva (1800) og det store bogdrama Kaiser Octavianus (1804), som forener romantikkens farver, toner, stemninger og billeder i et slags "Gesamtkunstwerk". Sammen med vennen W.H. Wackenroder udviklede Tieck sine Phantasien über die Kunst (1799), hvoraf især omtalen af musikken fik virkning.

En ikke mindre vigtig side af Ludwig Tiecks kunst viser sig i hans vittige og satiriske behandling af gamle folkeeventyr, fx i eventyrkomedien Der gestiefelte Kater (1797, da. Den bestøvlede Kat, 1838), et festfyrværkeri af dristige illusionsbrud, der på mange måder foregriber 1900-t.s anti-illusionistiske teater. Denne del af Tiecks værk er da også genstand for særlig interesse i dag.

Tidskritiske noveller

I den sidste del af sit liv (1819-42 Dresden, derefter Berlin) skrev Tieck en lang række historiske og tidskritiske noveller, der litteraturhistorisk må placeres mellem biedermeier og realismen, fx Der junge Tischlermeister fra 1838. Han var desuden berømt for sin oplæsningskunst.

Ludwig Tieck var ved siden af Johann Wolfgang von Goethe sin tids mest berømte tyske digter. Adam Oehlenschläger oversatte hans værker med de to bind Digtninger (1838-39).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig