buddhisme

Buddhismen finder sine rødder i fortællingerne om den indiske prins Siddhartha Gautama, der blev oplyst og kendt som Buddha ('den vakte'). Buddha havde ifølge disse erkendt virkelighedens grundlæggende lidelse som en eksistentiel udfordring for alle levende væsener. Som asketisk vandringsmand søgte han veje til udfrielse, og derigennem fandt han svar på livets dybere mening.

Buddha underviste derefter andre asketer om lidelse og udfrielse i sin lære, dharma. Dharma-begrebet bruges også i hinduisme og jainisme til at betegne religion, kosmisk orden, moral eller lov. Men i buddhismen bruges begrebet mere specifikt om Buddhas lære og virkelighedens beskaffenhed.

Sangha betegner den buddhistiske klosterorden. De første disciple blev omvandrende munke, der senere fik permanente klostre til asketisk livsførsel. Munke, og senere også nonner, forsamledes om fælles praksis baseret på "Den ottefoldige middelvej", der angiver råd om meditation, etik og indsigt som rettesnor for egen vej mod erkendelse.

I bredere forstand betyder sangha hele det buddhistiske fællesskab, også inkluderet lægbuddhister.

I det første århundrede f.v.t. var fokus for et andet koncil nedskrivningen af disse på sproget pali i Sri Lanka. Teksterne blev nedfældet på palmeblade og fordelt i tre kurve, hvoraf navnet på den tidlige pali-kanon, Tipitaka ('tre kurve').

Teksterne bestod af klosterregler (vinaya), belæringer om dharma (sutta) og systematiske lærer (abhidhamma). Tipitaka (sanskrit Tripitaka) har siden fået status som den tidlige buddhismes kanoniske litteratur. Tilsammen rummer den omkring 15 hovedværker og flere tusinde enkelttekster, som er oversat til mange forskellige sprog.

Mange tekster udenfor denne har dog også status som vigtige buddhistiske tekster. Det gælder både de "post-kanoniske", som er nedfældet efter tilblivelsen af Tipitaka, og de tekster, der ikke tilhører Theravada-traditionen.

Tusindvis af tekster skrevet på sanskrit, kinesisk, tibetansk og japansk danner baggrund for forskellige udgaver af mahayana-buddhismen. Mange af disse blev samlet i 100 bind i Tokyo i 1920'erne-1930’erne under navnet Taishō Tripitaka. Antallet af buddhistiske tekster er endnu hverken opgjort eller oversat, og der dukker fortsat hidtil ukendte tekster op ved arkæologiske udgravninger.

Ud over litterære kilder, har også materielle genstand været væsentlige vidnesbyrd om religionen. Kejser Ashoka fik allerede i 200-tallet f.v.t. indskrevet flere såkaldte edikter på søjler og klipper, hvor han lovpriser Buddha og dennes lære.

Tusindvis af stupaer står som symbolske gravmonumenter for buddhismens historie i mange asiatiske lande. Ligeledes er kunst, arkitektur og religiøse genstande samt i dag også politiske manifester og religiøse reklamer udtryk for og kilder til buddhismens mangeartede tradition. Det samme gælder ikke mindst de praktiserende buddhister.

Buddha bliver betragtet som både en person, et overnaturligt væsen, et princip, et kosmisk aspekt og som én blandt andre himmelske entiteter. Men fælles for alle buddhister er, at han bliver set som den grundlæggende figur i buddhismen.

Legender om Buddhas fødsel, liv, oplysning og død er kendt i forskellige udgaver, ligesom idéen om, at han har levet i tidligere inkarnationer. "Den historiske Buddha" Gotama er en central figur, men idéen om mange buddhaer er udbredt hos alle buddhister. Selvom bodhisattva-begrebet får en noget anden betydning indenfor mahayana-buddhismen, er alle buddhister enige om bodhisattva-figurens eksistens som et væsen, der stræber efter fuld erkendelse og opvågning (bodhi).

Inden for de buddhistiske skoler er der markant forskel på forståelserne af virkelighedens væren (ontologi), erkendelsen heraf (epistemologi) og vejene til frelse (soteriologi). Men der er også en grundlæggende forståelse af verden som principielt lidelsesfuld og med idéer om alternativer hertil.

Selvom mahayana-buddhistisk filosofi spekulerer i og viser veje til erkendese af en ophævning af et dualistisk verdensbillede, peger også denne på læren om de fire ædle sandheder: Sandheden om lidelse (dukkha), sandheden om lidelsens oprindelse i form af begær, sandheden om lidelsens ophør (nirvana) og sandheden om vejen til lidelsens ophør gennem visdom, etik og mental diciplin.

Karma og reinkarnation, himle og helveder, frelsen (nirvana) som yderste ideal findes som lære hos alle buddhisme-former, selv om ikke alle buddhister nødvendigvis i dag tror konkret på disse. At være et godt og moralsk menneske med idealet om buddhistisk "næstekærlighed" (metta) er ikke bare nødvendig for opsparing af god karma; det er i sig selv et ideal for både kloster- og lægmandsbuddhister.

Meditation er vigtig for de fleste typer buddhisme, selv om det primært er en rituel praksis udøvet af munke og nonner i klostre. Meditation i dens forskellige former udtrykker, ligesom etisk sindelag, hvad man kan kalde for "inderliggørelse" af praksis. Som sådan udgør meditation, indsigt og moral – som også er grundbestanddelene på den klassiske ottefoldige vej – udtryk for og redskaber på vejen frem mod højere erkendelsesformer og ultimativ frelse (nirvana). I alle buddhistiske retninger er der procedurer for indvielse i klostrene med ritualer for ordination, ligesom munke og nonner er underlagt et antal klosterregler (pāṭimokkha).

Samtidig er der i buddhismen mange forskellige ritualer, som både læg- og klosterbuddhister kan udføre som udtryk for hengivelse eller til opnåelse af god karma eller afværgelse af ondt. Ofringer, bønner, pilgrimsfærd, recitationer og i nyere tid også tekststudier hører til denne kategori af praksis, som alle buddhister udfører.

At "tage tilflugt til" de tre buddhistiske juveler (Buddha, dharma og sangha) er for lægbuddister en måde rituelt at vise hengivenhed og tilhørsforhold til religionen.

Sanghaen er klosterfællesskabet for munke og nonner, der lever asketiske liv i religiøse kollektiver. Ordination hertil med tilhørende klosterregler er udformet forskelligt afhængigt af tradition og lokalitet, men den er grundlæggende for det klostersamfund, som er verdens ældste af sin art, og som på mange måder er symbolet på den buddhistiske religion.

Udveksling af gaver er karakteristisk for lægfolkets relation til munkene og nonnerne, hvor sidstnævnte har højere status som religionens autoriteter. Sangha er i videre forstand også begrebet for det bredere buddhistiske fællesskab, der er åbent for alle. Man kan sammenligne det med den kristne kirke eller det muslimske begreb for fællesskab, umma.

Buddha var i den første tid ikke afbildet som person, men som symbol: et hjul, en lotusblomst, et fodspor. Under mulig indflydelse fra græsk kultur blev Buddha-figuren senere udbredt som primært symbol for buddhismen, i mahayana-buddhismen yderligere udvidet med forskellige buddha-typer.

Buddha, munke og nonner pryder buddhistisk kunst, ligesom arkitekturen på både templer, klostre og lokale helligdomme har klare referencer til den buddhistiske religion. Stupaer findes i titusindvis i buddhistske lande, og de står som typiske symboler på religionens udbredelse og autoritet.

Buddhismen er, i modsætning til de monoteistiske religioner (jødedom, islam og kristendom) samt hinduismen med de vediske tekster, ikke bundet op på specifikke hellige kanoniske tekster som grundlag for idealer om sand religiøsitet. Buddhister fokuserer ofte på praksis frem for dogmer og tro.

Men buddhismen er i høj grad også en skriftsreligion med ofte subtile fortolkningssystemer. Forskellige skoler har udviklet teoretiske traditioner med filosofiske systemer som fx abhidhamma, madhyamika, yogācāra.

Som alle andre religioner havde buddhismen rod i allerede eksisterende religiøse traditioner, inden den blev en selvstændig nyreligiøs bevægelse. I det indiske religionshistoriske miljø var verdensanskuelser delt af forskellige traditioner, især inden for den religion, vi i dag kalder for hinduisme. Samsara, nirvana/moksha, karma, dharma, reinkarnation og idéen om mange forskellige værensformer i flerdimensionerede kosmologier var kendt og diskuteret i århundrederne f.v.t., herunder i de skriftlige kilder upanishaderne fra måske 800 år f.v.t.

Forskellige anskuelser af verdens beskaffenhed med udsigt til alternative livsudfoldelser blev delt af omvandrende asketer, sramana’er. Disse lagde op til at udfordre de etablerede religiøse traditioner og brahmin-præsternes autoritet ved af fokusere på egen frelse ved indsigt, meditation, etik og asketisk livsform.

Buddha og de første buddhistmunke var selv del af en sådan asketbevægelse, før de forsamlede sig i egen klosterbevægelse og efterhånden adskilte sig som selvstændig religion. Den tidlige buddhismes afstandtagen til brahminernes autoritet, til de rituelle dyreofringer, til kastesystemet og til idéen om de vediske tekster som absolutte var med til at give religionen en særskilt identitet.

Da buddhismen vandrede på tværs af andre kulturer, udviklede den indiske religion sig til at være en transnational verdensreligion med et universalistisk sigte.

Den srilankanske krønike Mahavamsa beretter, at Buddha kom til øen allerede kort efter dennes oplysning. Mere historisk troværdighed ligger bag fortællinger om kejser Ashokas søn Mahinda, der blev sendt dertil som missionær omkring 250 f.v.t. Omkring samme tid kom buddhismen til Gandhara i nutidens Pakistan og Afghanistan, og i det første århundrede e.v.t. vandrede religionen via den kinesiske Silkevej.

I de efterfølgende århundreder og i et tidsspand på omkring 1.000 år bredte den sig yderlige nordpå i Himalaya-regionen til Tibet, Nepal, Mongoliet og Bhutan, østpå til Korea, Vietnam og Japan og sydøst til Thailand, Laos, Myanmar, Cambodia, Malaysia og Indonesien. Siden anden halvdel af 1800-tallet er buddhismen også vandret til Vesten; først som tekstlig inspiration for filosoffer, kunstnere og akademikere og siden 1970'erne også som praksisform for et stigende antal buddhister.

Buddhister talte, skrev og læste på forskellige sprog, og i deres møde med andre kulturer og religiøse traditioner allerede de første århundreder efter Buddhas død tog buddhismen selv farve heraf. Nogle steder blev de lokale religioner integreret i eller underlagt buddhismen.

Religiøs arbejdsdeling fungerer stadig i dag sammen med hinduismen i Indien, Nepal og Sri Lanka. Ritualer, bønner og ofringer til hinduguderne er udbredte, samtidig med at vejen til endelig frelse tilskrives buddhismens domæne. I Mahavamsa beskrives fx, at Buddha drev de lokale dæmoner væk med sin magi for at rense øen.

I Japan og Kina har man i århundreder haft tradition for en sådan funktionsopdeling, hvor konfucianisme, daoisme, shinto og forskellige former for folkereligiøsitet har taget sig af bestemte typer ritualer, mens buddhismen har tilbudt meditation, etik, filosofi og veje til erkendelse.

Indimellem har buddhismens møder med andre religioner ført konflikt med sig, men ofte har religiøs pluralisme været den grundlæggende platform for interaktion. Egentlig synkretisme (religionsblanding) ses ofte, hvor guddomme og ritualer blandes sammen.

Buddhismens diversitet har gennem historien manifesteret sig i interne opdelinger. Allerede i de formative år talte man om klostergrupperinger (nikāya), skoler (vāda) og "fartøjer" eller "hjul" (yāna). De største grupperinger findes i de store buddhistiske retninger theravada, mahayana og vajrayana, der hver især har hundredvis af underskoler.

Geografisk deles buddhismens diversitet nogle gange ind i henholdsvis sydlig, østlig, nordlig og vestlig buddhisme. Selv om der har været mange initiativer til at fortælle og organisere buddhismen som en fælles global religion, finder langt de fleste buddhister typisk identitet indenfor en specifik retning og i en lokal forankring.

En af de største forskelle i buddhistisk praksis er mellem kloster- og lægmandsbuddhisme.

Et liv som munk (bhikku) eller nonne (bhikkuni) kræver andre regler og praksisformer, end for den gruppe af buddhister, der altid har været flest af, nemlig lægbuddhister. Principielt aspirerer munke og nonner til selv at blive oplyste buddhaer ved mange inkarnationers efterfølgelse af Buddhas vej til den endelige nirvana. Nogle traditioner opererer endda med forskellige grader af adgang til hvad, der anses som sand buddhisme; mens den eksoteriske (ydre, åbne) buddhisme er for alle, er esoterisk (skjult, hemmelig) praksis for de indviede. Denne forskel kendes fx indenfor tibetansk og japansk buddhisme.

I flere lande fortsætter munke og nonner efter endt klostertilværelse som præster i lokale templer, hvor de forkynder læren og udøver forskellige former for ritualer. Sanghaen har lagt grund til mange fraktioneringer og sektdannelser, og for nogle moderne lægbuddhistiske grupper er klostre end ikke relevante.

Buddhistisk diversitet ses dog også i praksis på andre måder. Buddhismen i byerne er typisk forskellig fra religionen på landet; unge og gamle, mænd og kvinder har gennem historien levet religionen forskelligt, ligesom der er markant forskel på før-moderne og moderne buddhisme, officiel tekst-buddhisme og praktisk, levet religion.

I Vesten har et moderne verdensbillede været fortolkningsramme for mange udøvere af buddhismen. Konvertitbuddhister kalder man nogle gange dem, der har taget buddhismen til sig som religion, filosofi, psykologi eller spiritualitet i deres egen livspraksis.

Disse er typisk født ind i kristne, jødiske eller ateistiske familier; nogle konverterer rituelt til buddhisme, men de fleste identificerer sig med religionen eller praktiserer aspekter heraf uden at konvertere.

Konvertitbuddhister farver buddhismen med en anden palet, der ofte ser forskellig ud fra de mange buddhister med asiatisk baggrund. Sidstnævnte kaldes nogle gange for migrantbuddhister eller diasporabuddhister, da de er født ind i buddhismen og ofte praktiserer som kulturbuddhister på samme måde, som de fleste kulturkristne. De to buddhismer praktiseres ofte forskelligt, om end der også er generel tendens til, at efterfølgende generationer tilpasser deres religiøse praksis og identitet til de kulturelle kontekster, de indgår i.