Allan Simonsen

Der er flere personer med dette navn, se Allan Simonsen (racerkører).

Allan Simonsen
Allan Simonsen anno 1976
Personlig information
Fulde navn	Allan Rodenkam Simonsen
Født	15. december 1952 (73 år) Vejle, Danmark
Statsborger	Kongeriget Danmark
Højde	165 cm
Position	Midtbane/forward
Ungdom
––	Vejle FC
Seniorkarriere*
År	Hold	Kampe†	(Mål)†
1971–1972	Vejle B	42	(16)
1972–1979	Borussia M'gladbach	178	(76)
1979–1982	Barcelona	98	(31)
1982–1983	Charlton Athletic	16	(9)
1983–1989	Vejle B	166	(70)
Total		500	(202)
Landshold
1971–1972	Danmark U/21	6	(0)
1972–1986	Danmark	55	(20)
Træner for
1991–1994	Vejle B
1994–2001	Færøerne
2001–2004	Luxembourg
* Seniorklubkampe og -mål tælles kun for den hjemlige liga. † Kampe (mål). Information med symbolet hentes fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

Allan Simonsen (født 15. december 1952 i Vejle) er en tidligere dansk fodboldspiller, der regnes blandt de største danske fodboldspillere gennem tiderne. I 1977 vandt han Ballon d'Or – prisen som Europas bedste fodboldspiller. Han er fortsat den eneste skandinaviske spiller, der har vundet Ballon d'Or.

Simonsens storhedstid var i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne i Borussia Mönchengladbach og siden FC Barcelona. Med Gladbach vandt han tre mesterskaber og to UEFA Cup-titler og nåede finalen i Mesterholdenes Europa Cup. Med Barcelona vandt han blandt andet Pokalvindernes Europa Cup.

Simonsen var kendetegnet ved sin evne til at være afgørende i de største kampe. Som den eneste spiller har han scoret i alle finaler i UEFA's daværende tre store europæiske klubturneringer, og på landsholdet var han en nøglespiller i gennembruddet under Sepp Piontek i 1980'erne. Særligt huskes han for at score sejrsmålet mod England på Wembley i 1983, som banede vejen for Danmarks første kvalifikation til en stor slutrunde: EM i 1984.

Simonsen spillede i alt 56 landskampe og scorede 21 mål.

Allan Simonsen er både optaget i Sportens Hall of Fame og Fodboldens Hall of Fame.

Begyndelsen i Vejle

Simonsen begyndte som femårig at spille fodbold i Vejle FC. Som tiårig fik han mulighed for at skifte til Vejle Boldklub, hvor hans far, Gert Simonsen, tidligere havde spillet på førsteholdet.

Simonsen udviklede tidligt de egenskaber, der kom til at kendetegne ham som spiller. Fart, teknik og balance var grundlæggende kvaliteter. Dertil kom en højtudviklet fodboldintelligens, der gjorde ham til både kreatør og spilfordeler og satte ham i stand til at læse spilsituationerne et øjeblik før modstanderne. Han fandt rummene, før de åbnede sig, og kunne både slå den afgørende aflevering og selv dukke op dér, hvor chancen opstod. Hans mange assists afspejles dog kun i begrænset omfang i samtidens statistikker, hvor målgivende afleveringer ikke blev registreret systematisk.

Med sit lave tyngdepunkt, sin acceleration og sine hurtige retningsskift var Simonsen stærk i de små rum. Han kunne gå både højre og venstre om sin modstander og afslutte hårdt og præcist med begge ben. Han var lille nok til at forsvinde mellem store forsvarsspillere og hurtig nok til at være væk, før de så ham igen. Med sin veludviklede timing og springkraft scorede han desuden bemærkelsesværdigt mange mål på hovedstød trods sine beskedne 165 centimeter.

Simonsen havde allerede som ung teenager et mål om at blive professionel fodboldspiller, og han har senere fortalt, at han ville være spilleren, der afgjorde kampene. Bag hans spillemæssige kvaliteter lå mange timers målrettet træning. Som teenager trænede Simonsen ud over den almindelige træning meget på egen hånd og øvede sig blandt andet i at kontrollere bolden og afslutte lige godt med begge ben. Det blev en af hans store styrker og gjorde ham svær at læse for forsvarerne.

Det internationale gennembrud kom, før han havde spillet seniorfodbold for Vejle Boldklub. Som 17-årig deltog han i 1970 med Vejle Boldklubs ynglingehold i en stor international turnering i Düsseldorf, hvor han både blev topscorer og kåret til turneringens bedste spiller. Blandt tilskuerne var Hennes Weisweiler ^(de), cheftræner for den vesttyske storklub Borussia Mönchengladbach.

I marts 1971 debuterede Simonsen som 18-årig på Vejle Boldklubs førstehold, og gennembruddet kom næsten med det samme. VB blev dansk mester i 1971 og genvandt mesterskabet året efter. I pokalfinalen i 1972 besejrede Vejle Fremad Amager, og Simonsen scorede til 2-0 på et hovedstød.

Samme år debuterede han på det danske landshold og scorede to gange i 5-2-sejren over Island. Ved OL i München senere på året scorede han blandt andet to mål, da Danmark besejrede Brasilien 3-2.

På få år var Simonsen gået fra ungdomsfodbold i Vejle til mesterskaber, landshold og international opmærksomhed. I begyndelsen af 1973 forlod Simonsen Vejle for Borussia Mönchengladbach.

Borussia Mönchengladbach

Mødet med tysk topfodbold blev markant anderledes end det næsten ubesværede gennembrud i dansk fodbold. Simonsen var kun lige fyldt 20 år, da han kom til Vesttyskland og en trup fyldt med etablerede landsholdsspillere. Bundesligaen befandt sig i 1970’erne på toppen af europæisk klubfodbold, og Borussia Mönchengladbach kæmpede med Bayern München om herredømmet.

Den spinkle dansker vakte opsigt i den tyske trup. Da Günter Netzer første gang så Simonsen til træning, spøgte den tyske stjerne med, om skolebørn nu også trænede med førsteholdet. På banen blev mødet med Bundesligaen også kontant. Simonsen fik kun otte ligakampe uden at score i sin første halve sæson og ni kampe med to mål i den næste.

Simonsens spinkle ydre dækkede dog over et stort fighterhjerte. Han tilvænnede sig den tyske fodboldkultur og professionelle hverdag, sproget og den hårde konkurrence om pladserne. Bundesligaen i 1970’erne var en tempofyldt og fysisk liga, men Simonsen lærte at tage imod de hårde tacklinger, rejse sig og søge bolden igen. Da gennembruddet i Bundesligaen kom, kom det med eftertryk.

I 1974/75 spillede Simonsen samtlige 34 ligakampe, scorede 18 mål og var med til at føre Borussia Mönchengladbach til både mesterskabet og sejr i UEFA Cuppen. I den europæiske turnering scorede han ti gange. På halvandet år var den lille dansker, der havde haft svært ved overhovedet at komme på holdet, blevet en stor profil på et af Europas stærkeste klubhold. I Gladbach fik han kælenavnet “der Spatz aus Vejle” - Spurven fra Vejle – der siden vandt genklang i Danmark.

Gladbach genvandt Bundesligaen i 1975/76 og igen i 1976/77. I det tyske fodboldmagasin Kickers ^(de) traditionsrige rangliste over Bundesligaens bedste spillere blev Simonsen flere gange placeret i den højeste kategori: Weltklasse. Samtidig blev han udtaget til Bundesligaens Årets Hold tre sæsoner i træk.

I 1977 kulminerede det. Mönchengladbach vandt sit tredje mesterskab i træk og nåede finalen i Mesterholdenes Europa Cup mod Liverpool i Rom. Englænderne kom foran, men tidligt i anden halvleg udlignede Simonsen med et hårdt langskud fra venstre kant af straffesparksfeltet. Gladbach tabte finalen 1-3, men Simonsen havde for alvor etableret sig blandt Europas bedste. I december kom den ultimative individuelle hæder: Ballon d'Or. Den lille dansker var nu den største i europæisk fodbold.

I den følgende sæson fortsatte Simonsen på højeste niveau. Han scorede 17 mål i 31 ligakampe, og Gladbach var meget tæt på at vinde sit fjerde mesterskab i træk. 1. FC Köln vandt dog mesterskabet med samme pointtal som Gladbach og en målforskel på blot tre mål. I Mesterholdenes Europa Cup scorede Simonsen fem mål og blev turneringens topscorer. Gladbach nåede semifinalen.

Sæsonen 78/79 blev mere ujævn i den hjemlige liga. Simonsen var dog fortsat stærkt spillende og scorede 11 mål i 28 kampe. I UEFA Cuppen var Gladbach igen blandt Europas bedste. Simonsen scorede ni mål og blev turneringens topscorer. Gladbach nåede finalen, hvor de mødte Røde Stjerne Beograd. Den første kamp endte 1-1. I returkampen i Düsseldorf scorede Simonsen kampens eneste mål på straffespark og sikrede Gladbach endnu en europæisk titel.

Det blev Simonsens sidste store trumf med Gladbach. Efter seks og et halvt år, tre mesterskaber, to UEFA Cup-triumfer og en Ballon d'Or fortsatte han karrieren i FC Barcelona.

FC Barcelona

I juli 1979 skiftede Simonsen til FC Barcelona for 13 millioner kroner og en personlig sign-on-fee på fem millioner. Det var en af periodens største transfers. Simonsen kom til Catalonien som en af europæisk fodbolds største stjerner og blev den første dansker i FC Barcelonas historie.

Simonsens debut i blaugrana-trøjen var på udebane mod Real Zaragoza, hvor den 165 centimeter høje angriber endnu engang fandt rummet mellem forsvarene og scorede på et hovedstød. Ved debutsæsonens afslutning stod Simonsen noteret for ti ligamål og som Barcelonas topscorer.

Tiden i Spanien var sportsligt succesfuld for Simonsen, men den var også mentalt opslidende. Simonsen kom til et Spanien, der få år tidligere havde gjort op med Francos diktatur. I Catalonien havde FC Barcelona en betydning, der rakte langt ud over banen, og rivaliseringen med Real Madrid bar også den historiske og politiske spænding mellem Catalonien og centralmagten med sig. For Simonsen blev det mere end en kulisse. Efter kidnapningstrusler måtte han evakueres fra sit hjem, og ved en kamp mod Real Madrid blev han holdt ude af holdet, fordi man frygtede for hans sikkerhed. Truslerne mod Simonsen blev ikke ført ud i livet, men i 1981 blev holdets topscorer Quini kidnappet og holdt fanget i 25 dage, før politiet befriede ham. Barcelona havde på det tidspunkt kurs mod det spanske mesterskab, men holdet mistede momentum under kidnapningsforløbet, og titlen gled dem af hænde.

Dermed oplevede Simonsen ikke at vinde et spansk mesterskab med FC Barcelona. Individuelt satte han til gengæld et tydeligt aftryk på FC Barcelona. Over sine tre sæsoner scorede han henholdsvis 10, 10 og 11 ligamål. Han var en af holdets store offensive profiler og nød stor popularitet blandt tilhængerne, der gav ham kælenavnene “Simonet” og ”El pequeño gran danés”.

I 1981 vandt Barcelona Copa del Rey, og året efter vandt klubben Pokalvindernes Europa Cup. Igen blev Simonsen afgørende i de store kampe. I semifinalerne mod Tottenham scorede han det mål, der sendte Barcelona i finalen, hvor Standard Liège ventede. Belgierne kom foran, men før pausen udlignede Simonsen, og i 2. halvleg omsatte Quini et hurtigt taget frispark fra Simonsen til slutresultatet 2-1. Dermed havde Simonsen scoret i alle finalerne i UEFA's daværende store europæiske klubturneringer: Mesterholdenes Europa Cup, UEFA Cuppen og Pokalvindernes Europa Cup. Efter nedlæggelsen af Pokalvindernes Europa Cup kan Simonsens bedrift ikke matches.

I alt scorede Simonsen 43 mål i 69 kampe i de tre store europæiske cupturneringer.

I sommeren 1982 ændrede Barcelonas køb af Diego Maradona Simonsens situation afgørende. Klubben havde nu tre udenlandske stjerner i Simonsen, Maradona og Bernd Schuster, men reglerne tillod kun to udlændinge på holdet. Barcelona ville satse på Maradona som holdets offensive profil, og det var en stor skuffelse for Simonsen. Han var fortsat en af Barcelonas profiler, og udsigten til en sekundær rolle var ikke forenelig med hans ønsker. Som 29-årig valgte Allan Simonsen derfor at forlade FC Barcelona, og den 30. maj 1982 spillede han sin sidste kamp for klubben mod Real Madrid.

I alt spillede han 172 kampe og scorede 63 mål for FC Barcelona.

Efter bruddet med FC Barcelona strømmede det ind med tilbud fra store klubber som Tottenham Hotspur og Real Madrid. Simonsen har senere fortalt, at han afviste Real Madrid med det samme, da han ikke kunne forestille sig at skifte direkte til Barcelonas største rival. Han blev desuden tilbudt at afløse Pelé i New York Cosmos og fik også henvendelser fra klubber i Bundesligaen. Men efter næsten ti år i europæisk topfodbold havde Simonsen ikke et ønske om at vende tilbage til Tyskland eller fortsætte i endnu en europæisk storklub. Årene i Gladbach og Barcelona havde været opslidende, og han søgte derfor en anden type udfordring. Engelsk fodbold havde fascineret ham siden ungdommen, og i Charlton blev han præsenteret for et projekt, der harmonerede med hans ønsker for sig selv og familien.

Charlton Athletic

Allan Simonsens skifte til Charlton Athletic i den engelske 2. division vakte opsigt i europæisk fodbold. Charltons blot 28-årige formand Mark Hulyer havde ambitiøse planer for klubben, og Europas tidligere bedste fodboldspiller skulle være omdrejningspunktet i projektet.

Simonsen selv beskrev Charlton som en af de få udfordringer, han endnu havde tilbage i sin karriere, og i det sydøstlige London blev han modtaget som en spiller fra en anden planet. Forventningerne var enorme, mens Simonsen selv advarede om, at én spiller ikke kunne gøre forskellen alene.

På banen var Allan Simonsen stadig en klassespiller, og han scorede ni mål i blot 16 ligakampe for Charlton. Uden for banen begyndte projektet dog hurtigt at falde fra hinanden, og efter få måneder stod det klart, at Hulyers ambitioner var større end de økonomiske realiteter. Klubben havde ganske enkelt ikke råd til en stjerne som Allan Simonsen, og opholdet blev derfor kort.

Efter mere end ti år i udlandet vendte Simonsen hjem til Vejle Boldklub. Han har senere beskrevet hjemkomsten som en befrielse efter årene med et konstant stort pres i europæisk topfodbold.

Hjem til Vejle

Da Allan Simonsen vendte tilbage til Vejle Boldklub i foråret 1983, var han 30 år og fortsat en international stjerne. Begivenheden rakte derfor langt ud over Vejle, og tilskuere sad i lysmasterne på det gamle Vejle Stadion i Nørreskoven for at opleve den hjemvendte Ballon d'Or-vinder.

Simonsen var ikke færdig som topspiller og havde en nøglerolle på det danske landshold, der under Sepp Piontek var på vej mod sit internationale gennembrud. Danmark havde i årtier befundet sig i periferien af europæisk topfodbold og kunne kun undtagelsesvis måle sig med Europas store fodboldnationer. I 1983 ændrede billedet sig. Danmark kvalificerede sig til EM-slutrunden i 1984, og Simonsen var en afgørende spiller i gennembruddet. Samme år blev han - som spiller i den danske liga - nummer tre i Ballon d'Or-afstemningen efter Michel Platini og Kenny Dalglish.

I Vejle Boldklub blev Simonsen en stor profil som kreatør og målscorer med 13 mål i 28 ligakampe i 1983-sæsonen. I 1984 blev han igen dansk mester med Vejle Boldklub. Det var hans tredje danske mesterskab med barndomsklubben. Simonsen spillede dog kun forårssæsonen på grund af et alvorligt benbrud i åbningskampen ved EM i 1984. Han blev ikke den samme spiller igen efter benbruddet, men han var fortsat blandt Vejles mest chanceskabende og målfarlige spillere. Han scorede 16 ligamål i 1985 og 13 ligamål i både 1986 og 1987. Simonsen fortsatte i Vejle frem til 1989, hvor han stillede støvlerne på hylden.

Simonsens betydning for Vejle Boldklub rækker langt ud over præstationerne på banen. Som klubbens uden sammenligning største internationale navn har han været med til at forme både dens renommé og selvforståelse, og i hjembyen Vejle har stoltheden over den lokale dreng, der blev Europas bedste fodboldspiller, været en del af fortællingen om byen.

Landsholdskarrieren og Wembley ’83

Allan Simonsens landsholdskarriere kom til at spænde over to meget forskellige epoker i dansk fodbold. Da han debuterede i 1972, var landsholdet stadig præget af amatørårene, og Danmark var ikke en nation, der deltog ved de store slutrunder. Da han sagde farvel i 1986, havde Danmark spillet både EM og VM og etableret sig som et af Europas stærkeste og mest seværdige landshold.

Op gennem 1970’erne var kontrasten stor. Simonsen spillede på et af Europas bedste klubhold, vandt mesterskaber og europæiske titler og blev kåret til Europas bedste fodboldspiller, samtidig med at han spillede på et middelmådigt landshold. Den internationale kampkalender fandtes ikke i sin senere form, og som professionel i Gladbach måtte Simonsen melde afbud til de fleste landskampe. Han spillede derfor forholdsvis få landskampe i den periode, hvor han var på toppen af sin karriere.

Under Sepp Piontek begyndte billedet at ændre sig. En ny stærk generation voksede frem med blandt andre Søren Lerby, Frank Arnesen, Preben Elkjær og supertalentet Michael Laudrup. Den 21. september 1983 mødte Danmark England på Wembley i en afgørende kamp, der kunne bane vejen for Danmarks gennembrud på den internationale scene. Allerede efter 40 sekunder viste Simonsen sit blik for spillet. Ud af øjenkrogen så han den 19-årige Laudrup tage et løb i dybden og sendte fra egen banehalvdel bolden over det engelske forsvar og præcist ind i Laudrups løbebane. Alene med Peter Shilton afsluttede Laudrup dog i sidenettet. Senere i første halvleg fik Danmark straffespark. På en af fodboldens største scener tog Simonsen ansvaret, og foran mere end 82.000 tilskuere scorede han det forløsende mål, der blev kampens eneste. Simonsen fortalte senere, at presset føltes tungt, og at dette var den eneste gang i karrieren, hvor han var nervøs før et straffespark.

På Wembley havde Simonsen og Danmark taget det afgørende skridt mod EM i 1984, men arbejdet skulle gøres færdigt. I den sidste kvalifikationskamp besejrede Danmark Grækenland i Athen, og Simonsen satte det sidste punktum i kvalifikationen med det afgørende mål til 2-0.

For Simonsen var kvalifikationen til EM i Frankrig opfyldelsen af en mangeårig drøm. Han havde nået næsten alt på klubplan, men han havde aldrig oplevet at repræsentere Danmark ved en stor slutrunde. Som 31-årig var han fortsat landsholdets største stjerne, og omkring ham stod et dansk hold med et internationalt potentiale, der var på tærsklen til at blive forløst. Drømmen varede imidlertid mindre end én halvleg. I åbningskampen mod værtsnationen Frankrig brækkede Simonsen kort før pausen benet i et sammenstød med den franske forsvarsspiller Yvon Le Roux. Han blev båret fra banen, og dermed var Allan Simonsens EM slut, inden det for alvor var kommet i gang.

Billedet af den skadede Simonsen blev et af de stærke øjeblikke i fortællingen om Danmarks første store slutrunde i den nye æra. ”Det pistolskud, der lød, da Allan Simonsen brækkede benet, sidder stadig i mit øre som en smerte”, skrev forfatteren Klaus Rifbjerg efterfølgende. Han var “en vidunderlig spiller, væver som de bedste spanske og sydamerikanske”.

Simonsen kæmpede sig tilbage efter det alvorlige benbrud, men han blev ikke den samme spiller igen. Da Danmark to år senere kvalificerede sig til VM i Mexico, var Simonsen ikke længere en af landsholdets bærende kræfter. En ny generation havde overtaget det offensive ansvar, men Simonsen blev udtaget til truppen. Da han blev skiftet ind i den tredje puljekamp mod Vesttyskland, blev endnu en stor drøm opfyldt: At repræsentere Danmark ved et verdensmesterskab.

Den 24. september 1986 mødte Danmark igen Vesttyskland – denne gang i Parken i København. Fjorten år efter debuten stod Simonsen under nationalmelodien med hånden på brystet og tårer i øjnene. Efter 21 minutter forlod han banen for sidste gang som dansk landsholdsspiller.

Trænerkarrieren

Efter spillerkarrieren vendte Simonsen endnu en gang tilbage til Vejle Boldklub. I september 1991 overtog han som cheftræner efter den fyrede Ebbe Skovdahl og påtog sig dermed en vanskelig opgave. Holdet spillede ikke godt, og VB havde tabt fem af sæsonens første syv kampe. Simonsen fik fire sejre og to uafgjorte i de resterende 11 kampe. Men problemerne forsvandt ikke, og i 1992 rykkede Vejle Boldklub ud af den bedste danske række for første gang i 46 år. Simonsen blev imidlertid i klubben gennem modgangen og stod i alt i spidsen for Vejle i 107 kampe fra 1991 til 1994.

Derefter fulgte et stort skifte i både omgivelser og forventninger. I 1994 blev Simonsen landstræner for Færøerne - en af Europas mindste fodboldnationer. Det, der kunne have været et kort mellemspil efter en karriere på nogle af Europas største fodboldadresser, blev den længste sammenhængende ansættelse i hans karriere. Han blev på Færøerne frem til 2001 og fik også en stærk tilknytning til øerne. Herefter blev han landstræner for Luxembourg, som han stod i spidsen for frem til 2004.

Sagt om Allan Simonsen

„Allan var i sandhed en utrolig spiller. Jeg husker tydeligt hans fantastiske dribleevner og hurtighed og selvfølgelig hans lynende afslutninger som det langskudsmål, han scorede i Europa Cup-finalen i Rom mod Liverpool i 1977.“

— Michel Platini, tredobbelt Ballon d'Or-vinder

„Han var virkelig svær at stoppe. Han var en verdensklassespiller, meget begavet, en stærk dribler og dygtig målscorer. Han havde evnen til at score afgørende mål i de vigtigste kampe (...) Han var den første rigtige danske verdensstjerne.“

— Franz Beckenbauer, dobbelt Ballon d'Or-vinder

„Allan var en storspiller. Jeg har tit tænkt – og det ved jeg, mange af de andre spillere på firserlandsholdet også har: Hvad kunne det ikke være blevet til med os, hvis Allan ikke havde brækket benet under EM i 1984? Hold da op! Jamen så ville vores offensiv være så stærk, at Michael Laudrup måtte på bænken. Allan havde kæmpe betydning for landsholdets succes i firserne. Han var en banebryder, fordi han kom som international storspiller, og han gav os selvtillid. Han var en kulturbærer, som medspillerne kunne se op til. Her taler jeg i høj grad også om mennesket bag fodbolden. Allan var ydmyg og sloges for holdet, også når det ikke lige kørte, og samtidig havde han en stærk tro på og tillid til sine egne formidable evner.“

— Morten Olsen, anfører på det danske firserlandshold

Personlig hæder

• Ballon d'Or: Vinder 1977; 3. plads i 1983.
• Sportens Hall of Fame: Optaget 1995.
• Fodboldens Hall of Fame: Optaget 2008.
• Onze d'Or: Onze de Bronze (nr. 3) i 1977.
• Onze d'Or: Onze de Onze (det europæiske idealhold) i1977.
• Kickers rangliste: Flere gange vurderet som Weltklasse - højeste kategori.
• Bundesligaens Årets Hold: 1974/75, 1975/76 og 1976/77.
• Sport Ideal European XI: Det europæiske idealhold 1977.
• La Liga Team of the Year: 1982.
• Topscorer i Mesterholdenes Europa Cup 1977/78 – 5 mål.
• Topscorer i UEFA Cuppen 1978/79 – 9 mål.
• Bundesligaens 50-årsjubilæum: Kåret til Bundesligaens bedste højre kantspiller gennem de første 50 år af en 12 mand stor ekspertjury med bl.a. Jupp Heynckes (2013).
• Borussia Mönchengladbachs Jahrhundertelf: Kåret af klubbens tilhængere til Borussia Mönchengladbachs århundredhold ved 100-årsjubilæet (2000).

Månedens mål i Bundesligaen

I 1977 vandt Allan Simonsen to måneder i træk den tyske tv-station ARD's kåring Tor des Monats (Månedens mål):

• September 1977: En solopræstation mod Vasas Budapest i Mesterholdenes Europa Cup, hvor Simonsen løb over en halv banelængde, passerede to modstandere og scorede. Se målet hos ARD.

• Oktober 1977: En scoring mod Eintracht Braunschweig i Bundesligaen, hvor Simonsen efter et kombinationsspil med Rainer Bonhof og Jupp Heynckes driblede gennem forsvaret og passerede målmanden. Se målet hos ARD.

Titler

Vejle Boldklub

• Dansk mester: 1971, 1972 og 1984
• Dansk pokalvinder: 1972

Borussia Mönchengladbach

• Vesttysk mester: 1975, 1976 og 1977
• Vesttysk pokalvinder: 1973
• UEFA Cup-vinder: 1975 og 1979

FC Barcelona

• Copa del Rey: 1981
• Pokalvindernes Europa Cup: 1982

Litteratur

• Bo Østlund og Allan Simonsen: Allan Simonsen – Europas bedste – 30 år efter, People'sPress, 2008. ISBN 9788770553728.
• Lars Werge: Viva Vejle – Fortællingen om Vejle Boldklub, Werge & Whitt, 2023. ISBN 9788797489802.
• Frits Remar: Allan Simonsen - Verdens bedste angriber, Stig Vendelkærs Forlag, 1977.
• Allan Simonsen: Matchvinder, Bramsen & Hjort, 1975.
• Allan Simonsen: Mine gyldne mål, Allers Forlag, 1977.
• Allan Simonsen: Mod nye mål, Allers Forlag, 1979.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Allan Simonsen
• Allan Simonsens opslag i Munzinger Sportsarchiv (tysk)
• Allan Simonsens profil på Sports-Reference OL-resultater (arkiveret) (engelsk)
• Allan Simonsens profil på Olympedia (engelsk)
• Allan Simonsens spillerprofil hos FIFA (engelsk)
• Allan Simonsens spillerprofil hos UEFA (engelsk)
• Allan Simonsens spillerprofil i DBU's Landsholdsdatabase
• Allan Simonsens profil hos Tysklands fodboldforbund (tysk)
• Allan Simonsens profil hos L’Équipe (fransk)
• Allan Simonsens profil hos EU-football.info (engelsk)
• Allan Simonsens spillerprofil på Transfermarkt (engelsk)
• Allan Simonsen på Internet Movie Database (engelsk)
• Allan Simonsen på Filmdatabasen
• Allan Simonsen på danskefilm.dk
• Allan Simonsen på danskfilmogtv.dk
• Profil på danskfodbold.com