Spring til indhold

Sværd

Redigér links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Sværd fra slutningen af middelalderen

Et sværd er et blankvåben med en ægget klinge, som er beregnet til at hugge, skære eller støde med ved håndkraft. Klingen, der er længere end klingen på en kniv eller dolk, er fastgjort til et fæste og kan være lige eller krum. Et sværd fremstillet til at støde eller stikke har som regel en mere lige klinge med en spids od. Et hugsværd er oftere krumt og har en skarp æg på den ene eller begge sider af klingen. Mange sværd er udformet til både stød og hug. Den præcise definition af et sværd varierer efter historisk periode og geografisk område.

Historisk udviklede sværdet sig fra dolken i bronzealderen, og de ældste eksemplarer stammer fra omkring 1600 f.Kr. Det senere jernaldersværd var fortsat forholdsvis kort og havde ingen parerstang. Den romerske spatha, som blev udviklet i senromerske hær, blev forløberen for middelalderens europæiske sværd. Den blev først videreført som folkevandringstidens sværd og udviklede sig først i højmiddelalderen til det klassiske riddersværd med parerstang. Det engelske ord sword stammer fra det oldengelske sweord.[1]

Anvendelsen af sværd kaldes sværdkunst eller i en moderne sammenhæng fægtning. I tidlig moderne tid udviklede de vestlige sværd sig i to hovedretninger: stødsværd og sabler.

Stødsværd som kården og senere hofkårde blev udformet til hurtigt at gennembore modstanderen og påføre dybe stiksår. Deres lange og lige, men samtidig lette og velafbalancerede konstruktion gjorde dem meget manøvredygtige og dødelige i en duel, men forholdsvis ineffektive til hug og slag. Et velrettet udfald og stød med sværdets od kunne afslutte en kamp på få sekunder. Det førte til udviklingen af en kampstil, der minder meget om moderne fægtning.

Hugsværd som sablen og lignende klinger som huggerten var kraftigere bygget og blev oftere anvendt i krig. Sablen var konstrueret til at hugge og slå mod flere fjender, ofte fra hesteryg. Dens lange, krumme klinge og balancepunkt lidt fremme gav den sine særlige dødbringende egenskaber på slagmarken. De fleste sabler havde også en skarp od og tveæggede klinger, så de kunne gennembore den ene soldat efter den anden under et kavaleriangreb. Sabler blev anvendt på slagmarken frem til begyndelsen af 1900-tallet. Den amerikanske flådes M1917-hugger, som blev anvendt under første verdenskrig, blev opbevaret i flådens våbenlagre langt ind i anden verdenskrig. Under Stillehavskrigen fik mange amerikanske marinesoldater udleveret en variant kaldet M1941-huggeren, der blev anvendt som en improviseret machete til junglebrug.[2][3]

Ikke-europæiske våben, der klassificeres som sværd, omfatter enæggede våben som den mellemøstlige krumsabel, den kinesiske dao og den beslægtede japanske katana. Den kinesiske jiàn kinesisk: 剑 er et eksempel på et ikke-europæisk tveægget sværd, ligesom de europæiske modeller, der udviklede sig fra det tveæggede jernaldersværd.

Historie

[redigér | rediger kildetekst]
Jernsværd fra Han-dynastiet i Kina.

Forhistorisk tid og oldtid

[redigér | rediger kildetekst]

Bronzealderen

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: Bronzealdersværd
Sværd af Apa-typen fra 1600-tallet f.Kr.

De første våben, der kan beskrives som sværd, stammer fra omkring 3300 f.Kr. De er fundet i Arslantepe i Tyrkiet, er fremstillet af arsenbronze og er omkring 60 cm lange.[4][5] Nogle af dem har indlægninger af sølv.[5]

Sværdene, der blev fundet sammen med Himmelskiven fra Nebra, omkring 1600 f.Kr.

Sværdet udviklede sig fra kniven eller dolken. I bronzealderen, omkring 3000 f.Kr., begyndte sværdet at adskille sig fra dolken, da der blev fremstillet våben af kobber og bronze med lange, bladformede klinger og fæster, der bestod af en grebformet forlængelse af klingen. En kniv adskiller sig fra en dolk ved kun at have én skærende æg, mens en dolk har to.[6] I løbet af det 3. årtusinde f.Kr. blev det muligt at fremstille længere klinger i Mellemøsten, først af arsenkobber og senere af tinbronze.[7]

Klinger, der var længere end 60 cm, var sjældne og upraktiske frem til den sene bronzealder, fordi elasticitetsmodulet, og dermed stivheden, i bronze er forholdsvis lavt. Længere klinger havde derfor let ved at bøje.[8] Sværdets udvikling fra dolken foregik gradvist. De første våben, der entydigt kan klassificeres som sværd, er fundet på minoisk Kreta og dateret til omkring 1700 f.Kr. De har en samlet længde på mere end 100 cm og betegnes som type A-sværd fra den ægæiske bronzealder.[9][10]

En af de vigtigste og mest langlivede sværdtyper fra den europæiske bronzealder var Naue II-typen, der er opkaldt efter Julius Naue, som var den første til at beskrive den. Typen kaldes også Griffzungenschwert (tr. grebtungesværd). Den optrådte første gang omkring 1200-tallet f.Kr. i Norditalien eller i en bredere urnemarksammenhæng og forblev i brug langt ind i jernalderen. Typen havde således en levetid på omkring syv århundreder. I løbet af denne periode skiftede metallet fra bronze til jern, men det grundlæggende design forblev uændret.[11]

Fra omkring 1200 f.Kr. blev Naue II-sværd eksporteret fra Europa til det ægæiske område og så langt mod øst som Ugarit. Det skete blot få årtier før de sidste paladskulturer brød sammen under bronzealderens sammenbrud.[12] Naue II-sværd kunne være op til 85 cm lange, men de fleste eksemplarer måler mellem 60-70 cm. Robert Drews kædede Naue II-sværdene, der spredte sig fra Sydeuropa til Middelhavsområdet, sammen med bronzealderens sammenbrud.[13]

Naue II-sværdene blev ligesom de nordiske fuldgrebssværd fremstillet med både funktionalitet og æstetik for øje.[14] Sværdenes fæster var smukt forarbejdede og havde ofte falske nitter, der skulle gøre dem mere visuelt tiltalende. Sværd fra det nordlige Danmark og Nordtyskland havde som regel tre eller flere falske nitter i fæstet.[15]

Fremstilling af sværd i Kina er dokumenteret fra Shang-dynastiet i bronzealderen.[16] Teknologien til fremstilling af bronzesværd nåede sit højdepunkt under De stridende staters tid og Qin-dynastiet. På nogle sværd fra De stridende staters tid blev der anvendt særlige teknologier. Eksempelvis kunne ægge med et højt tinindhold støbes omkring en blødere kerne med et lavere tinindhold, eller klingen kunne udsmykkes med diamantformede mønstre; se Goujians sværd. Et andet særkende ved kinesisk bronze er den konsekvente anvendelse af bronze med et højt tinindhold på 17–21 %. Denne legering er meget hård, men brækker ved for stor belastning. Andre kulturer foretrak bronze med et lavere tinindhold, normalt omkring 10 %, som i stedet bøjer ved for stor belastning. Selvom jernsværd blev fremstillet samtidig med bronzesværd, erstattede jernet først bronzen fuldstændigt i begyndelsen af Han-dynastiet.[17]

På det indiske subkontinent er de ældste kendte bronzealdersværd af kobber fundet på bopladser fra Induskulturen i de nordvestlige dele af Sydasien. Ved arkæologiske udgravninger i hele Ganges-Jamuna-Doab-området på det indiske subkontinent er der fundet sværd af bronze, men oftere af kobber.[18] I Fatehgarh er der fundet forskellige eksemplarer med flere typer fæster.[18] Sværdene er blevet dateret forskelligt til perioden mellem 1700 og 1400 f.Kr. Andre indiske sværd fra samme periode er fundet ved Kallur i Raichur.[18]

Jernalderen

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: Jernaldersværd
Sværd fra Hallstattkulturen

Jern blev stadig mere almindeligt fra 1200-tallet f.Kr. Før denne periode blev sværd anvendt mindre hyppigt. Jernet blev ikke hærdet ved bratkøling, selvom det ofte indeholdt tilstrækkeligt kulstof, men blev ligesom bronze deformationshærdet ved hamring. Jernsværdene var derfor kun lige så stærke og hårde som bronzesværd eller en smule bedre. De kunne fortsat bøje under brug uden at vende tilbage til deres oprindelige form. Den enklere fremstilling og den bedre tilgængelighed af råmaterialet gjorde det imidlertid for første gang muligt at udstyre hele hære med metalvåben, selvom egyptiske hære i bronzealderen undertiden var fuldt udrustet med bronzevåben.[19]

Sværd fra oldtiden findes ofte på gravpladser. Sværdet blev som regel placeret på den afdødes højre side og blev ofte lagt oven på liget. I mange grave fra den sene jernalder blev sværdet og sværdskeden bøjet 180 grader. Dette blev betegnet som at "dræbe sværdet". Det kan tyde på, at sværd blev betragtet som særligt virkningsfulde og magtfulde genstande.[20]

Indisk oldtid

[redigér | rediger kildetekst]

Stål med et højt kulstofindhold til fremstilling af sværd, som senere blev kendt som damaskusstål, blev sandsynligvis udviklet i Indien omkring midten af det 1. årtusinde f.Kr.[21] Periplus Maris Erythraei omtaler eksport af sværd af indisk jern og stål fra oldtidens Indien til antikkens Grækenland.[22] Klinger af damaskusstål fra det indiske subkontinent fandt også vej til Persien.[22]

Græsk-romersk oldtid

[redigér | rediger kildetekst]
Yderligere information: Folkevandringstidens sværd

I klassisk oldtid samt under Partherriget og Sassanideriget i Iran var jernsværd blevet almindelige. Det græske xiphos og det romerske gladius er typiske eksempler på denne sværdtype og målte omkring 60-70 cm.[23][24] I det sene Romerriget blev den længere spatha indført.[25] Betegnelsen for den, der bar sværdet, spatharius, blev senere en rang ved hoffet i Konstantinopel. Fra denne periode anvendes betegnelsen langsværd om sværd, der var forholdsvis lange sammenlignet med andre sværd fra deres respektive perioder.[26]

Sværdene fra Parther- og Sassanideriget var forholdsvis lange. Klingerne på nogle sene sassanidiske sværd var lige under én meter lange.[27]

Sværd blev også anvendt til at udføre forskellige former for korporlig afstraffelse, herunder afhugning af legemsdele, samt til dødsstraf ved halshugning. Siden romersk tid blev anvendelsen af sværdet, som blev betragtet som et ærefuldt våben, i Europa anset for et privilegium forbeholdt adelen og de øverste samfundslag.[28]

Persisk oldtid

[redigér | rediger kildetekst]
Dareios 1. af Persien med en acinaces i skødet

I det 1. årtusinde f.Kr. anvendte de persiske hære en sværdtype af oprindeligt skytisk design, som blev kaldt akinaka (acinaces).[29] Persernes omfattende erobringer gjorde imidlertid sværdet så kendt som et persisk våben, at den oprindelige våbentypes karakter efterhånden blev uklar. Betegnelsen akinaka er således blevet anvendt om enhver sværdtype, som den persiske hær foretrak på et givent tidspunkt.[30]

Det antages generelt, at den oprindelige akinaka var et 35-45 cm langt tveægget sværd. Udformningen var ikke ensartet, og typen identificeres derfor i højere grad ud fra sværdskedens udformning end ud fra selve våbnet. Skeden har som regel et stort, dekorativt beslag, der gjorde det muligt at hænge den i et bælte på bærerens højre side. Det antages derfor, at sværdet var beregnet til at blive trukket med klingen pegende nedad, så det var klart til overraskende stødangreb.

I 1100-tallet indførte Seljuk-dynastiet den krumme shamshir i Persien, og sværdtypen var udbredt i begyndelsen af 1500-tallet.

Kinesisk oldtid

[redigér | rediger kildetekst]

Kinesiske jernsværd optrådte første gang i den sene del af det vestlige Zhou-dynasti, men sværd af jern og stål blev først udbredt under Han-dynastiet i det 3. århundrede f.Kr.[17] Den kinesiske dao (刀, pinyin: dāo) er enægget og oversættes undertiden som sabel eller bredsværd, mens jian (劍 eller 剑, pinyin: jiàn) er tveægget. Zhanmadao, der bogstaveligt betyder "hestehuggersværd", er et meget langt sværd mod kavaleri fra Song-dynastiet.

Middelalderen

[redigér | rediger kildetekst]

Europa

[redigér | rediger kildetekst]
Tidlig middelalder og højmiddelalder
[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikler: Riddersværd, Langsværd og Vikingesværd
Kampscene fra Ludvig 9.s Morgan-bibel, der viser sværd fra 1200-tallet

I løbet af middelalderen blev sværdteknologien forbedret, og sværdet udviklede sig til et meget avanceret våben. Spatha-typen forblev populær gennem hele folkevandringstiden og langt ind i middelalderen. Spatha-sværd fra vendeltiden var dekoreret med germansk ornamentik, som mindede om udsmykningen på de germanske brakteater, der var udformet efter romerske mønter. I vikingetiden blev produktionen igen mere standardiseret, men den grundlæggende udformning var fortsat baseret på spathaen.[31]

Omkring 900-tallet blev anvendelsen af korrekt bratkølet, hærdet og anløbet stål langt mere almindelig end i tidligere perioder. De frankiske Ulfberht-klinger, hvor producentens navn var indlagt i klingen, var af særlig ensartet og høj kvalitet.[32] Karl den Skaldede forsøgte at forbyde eksporten af disse sværd, fordi de blev anvendt af vikinger under angreb på frankerne.

Wootz-stål, der også kaldes damaskusstål, var en særlig og højt værdsat ståltype, som blev udviklet på det indiske subkontinent allerede i det 5. århundrede f.Kr. Dets særlige egenskaber skyldtes den særlige smeltning og efterfølgende bearbejdning af stålet, som dannede netværk af jernkarbider. Disse er blevet beskrevet som kugleformet cementit i en grundmasse af perlit. Brugen af damaskusstål til sværd blev særdeles udbredt i 1500- og 1600-tallet.[a][33]

Det var først fra 1000-tallet, at de normanniske sværd begyndte at få en egentlig parerstang. Under korstogene i 1100- og 1200-tallet forblev denne korsformede type riddersværd grundlæggende uændret. Variationerne vedrørte hovedsageligt formen på fæsteknappen. Sværdene var udformet som hugvåben, men effektive odder blev mere almindelige som modsvar til forbedringerne af rustningerne, navnlig overgangen fra ringbrynje til pladerustning i 1300-tallet.[34]

I 1300-tallet førte den voksende anvendelse af mere avancerede rustninger til udviklingen af halvandenhåndssværdet, der også kaldes et bastardsværd. Det havde et forlænget greb, som gjorde det muligt at anvende sværdet med enten én eller to hænder. Selvom grebet ikke havde fuld længde til tohåndsbrug, kunne sværdbæreren holde et skjold eller en paradérdolk i den anden hånd eller anvende sværdet med begge hænder for at levere et kraftigere hug.[35]

I middelalderen blev sværdet ofte anvendt som symbol på Guds ord. De navne, som mange sværd fik i mytologi, litteratur og historie, afspejlede våbnets høje prestige og ejerens rigdom.[36]

Senmiddelalderen
[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikler: Langsværd og Zweihänder

Fra omkring 1300 til 1500 udviklede nye sværdtyper sig stadig hurtigere i takt med forbedringerne af rustningerne. Den vigtigste ændring var forlængelsen af grebet, som gjorde det muligt at anvende sværdet med to hænder, samt en længere klinge. Omkring 1400 var denne sværdtype, som på dette tidspunkt blev kaldt langes Schwert (langsværd) eller spadone, blevet almindelig. Der er bevaret en række Fechtbücher fra 1400- og 1500-tallet med vejledning i anvendelsen af sværdtypen. En anden variant var de specialiserede panserbrydende sværd af estoc-typen. Langsværdet blev populært på grund af dets store rækkevidde og dets egnethed til både hug og stød.[37]

Fremstilling fra 1548 af en zweihänder, der anvendes mod pikenerer under slaget ved Kappel.
Ceremonielt sværd tilhørende rektoren for Republikken Ragusa fra 1400-tallet.

Estocen blev populær, fordi dens od kunne stødes ind i mellemrummene mellem rustningens plader.[38] Grebet blev undertiden omviklet med metaltråd eller groft dyreskind for at give et bedre greb og gøre det vanskeligere at slå sværdet ud af brugerens hånd.[39]

Der findes en række manuskripter om kamp og teknikker med langsværd fra 1200- til 1500-tallet på tysk,[40] italiensk og engelsk.[41] De indeholder omfattende oplysninger om de kampteknikker med langsværd, der blev anvendt gennem perioden. Mange af manuskripterne er i dag lettilgængelige på internettet.[40][41]

I 1500-tallet blev den store zweihänder anvendt af de tyske og schweiziske elitesoldater, der var kendt som doppelsöldnere.[42] Zweihänder betyder bogstaveligt "tohåndssværd". Sværdtypen har en lang klinge og en meget stor parerstang til beskyttelse af hænderne. Det anslås, at nogle zweihändere var mere end 1,8 m lange. Det sværd, der tilskrives den frisiske kriger Pier Gerlofs Donia, er 2,13 m langt.[43] Den meget lange klinge var velegnet til at manipulere med og skubbe fjendens stagevåben til side. Stagevåben var blandt periodens vigtigste våben i både Tyskland og Østeuropa.

Doppelsöldnere anvendte desuden katzbalgere, hvis navn betyder "katteflænser". Katzbalgerens S-formede parerstang og 0,61 m klinge gjorde den velegnet til nærkamp, når afstanden var blevet for kort til at anvende en zweihänder.[44]

Civil anvendelse af sværd blev stadig mere almindelig i løbet af den sene renæssance, hvor dueller blev en foretrukken måde at bilægge stridigheder på ærefuld vis.

Sidesværdet var en type krigssværd, som blev anvendt af infanteriet under den europæiske renæssance. Sværdet var en direkte efterkommer af riddersværdet. Det var særligt populært i 1500- og 1600-tallet og var velegnet til kampe mod periodens blanding af rustningsklædte og ubeskyttede modstandere. En ny teknik, hvor brugeren lagde en finger over klingens ricasso for at forbedre grebet, førte til udviklingen af fæster med en beskyttelsesbøjle til fingeren. Denne praksis blev videreført på kården.

Sidesværdets udformning førte efterhånden til udviklingen af den civile kårde, men sidesværdet blev ikke erstattet af den og forblev i brug, mens rapiren var udbredt. Da sidesværdet kunne anvendes til både hug og stød, bruges betegnelsen "hug- og stødsværd" undertiden som synonym for sidesværd.[45] Efterhånden som kården blev mere populær, blev der gjort forsøg på at kombinere de to klingetyper, hvilket reducerede de særlige fordele ved hver af de oprindelige våbentyper. Disse hybrider betragtes fortsat som sidesværd og kaldes undertiden sværdrapirer eller hugkårde af moderne samlere.

Sidesværd anvendt sammen med små rundskjolde blev så populære, at det gav ophav til betegnelsen swashbuckler. Ordet stammer fra den nye kampstil med sidesværd og rundskjold, som indebar mange "susende hug og slag mod skjoldet".[46]

I Det Osmanniske Rige begyndte man i midten af 1500-tallet at anvende en krum sabel kaldet en yatagan. Den blev senere det foretrukne våben for mange i Tyrkiet og på Balkan.[47]

Sværdet var i denne periode det mest personlige og prestigefyldte våben og samtidig det mest alsidige våben til nærkamp. Dets militære betydning aftog imidlertid, efterhånden som teknologier som armbrøsten og skydevåben ændrede krigsførelsen. Det bevarede dog en vigtig rolle i det civile selvforsvar.[48]

Fremstilling

[redigér | rediger kildetekst]

Stærke klinger er damaskeret, hvilket vil sige at metallet er lagdelt (typisk stål).

At smede et sværd har krævet det ypperste af tidens smede. Metallet skal holde sig skarpt og må hverken bøje eller knække. Derfor udvikledes teknikker til at sammensmede opkullet jern (stål), der er hårdt, men skørt, med det blødere smedejern.

Udvikling og typer

[redigér | rediger kildetekst]

Sværdets længde kan variere, men det er længere end en daggert. De ældste sværd udvikledes af stadig længere daggerter i bronzealderen (3000 f.Kr.).

Antikkens græske krigere brugte et ca. 60 cm langt tveægget sværd, xiphos og et tungere enægget, machaira. Romerske legionærer anvendte et kort, bredt stiksværd, gladius; rytterne det lidt længere spatha der både kunne stikke og hugge. I middelalderen blev ryttersværdet tungere og længere. Ofte med greb til to hænder, eller "halvanden hånd" (bastard-sværd). Udbredelsen af skydevåben gjorde ikke sværdet overflødigt, men gav det nye funktioner. Uden rustning var det nødvendigt at parere, og nye slanke og lette stiksværdtyper vandt frem.

Et bøddelsværd til henrettelser manglede ofte en spids; det skulle kun bruges til hug. Det fortælles, at nogle bøddelsværd havde en kanal i klingen, hvor noget kviksølv slyngedes frem for at forstærke hugget. Ingen sværd af den konstruktion er bevaret, og både fortællingen og funktionen er tvivlsom.

Krumme sværd var brugt i hele Asien. Med tyrkernes kampe mod Østrig-Ungarn blev de introduceret i Europa og modificeret til ryttersablen, der først og fremmest er et hugvåben.

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ↑ »Pattern-Welding and Damascening of Sword-Blades: Part 1 Pattern-Welding« (Maryon, 1960).[33]
    En kort oversigtsartikel af ophavsmanden til betegnelsen "pattern-welding" beskriver de væsentligste aspekter ved fremstillingen af mønstersmedede klinger. Den forklarer desuden, hvordan alle de observerede mønstre opstår som følge af, hvor dybt der slibes ned i en struktur af snoede stænger. Artiklen indeholder også en kort beskrivelse af mønstersmedning, som den forekommer på den malajiske keris. Damaskusstål kaldes også vandret stål.

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ↑ Ordet er beslægtet med oldhøjtysk swert og oldnordisk sverð og stammer fra den protoindoeuropæiske rod *swer-, "at såre, at skære". Før omkring 1500 var stavemåden swerd(e) langt mere almindelig end sword(e). Det uregelmæssige bortfald af /w/ i den engelske udtale stammer ligeledes fra omkring 1500 og findes i enkelte andre ord såsom answer (sammenlign med swear) og conquer (sammenlign med query). Charles Barber, Joan Beal og Philip Shaw: The English Language, Canto Classics, 2. reviderede udgave, Cambridge University Press, 2012, s. 206 (Arkiveret 13. marts 2017 hos Wayback Machine). Latin havde ordene ensis, gladius og spatha. Som betegnelse for det sværd, der blev anvendt af den senromerske hær, blev spatha ophav til ordene for »sværd« i de romanske sprog, blandt andet italiensk spada, iberisk espada og fransk épée. Både gladius og spatha er låneord på latin. Ensis var den generelle betegnelse for »sværd« på klassisk latin og blev igen udbredt i renæssancens latin, mens man på middelalderlatin hovedsageligt anvendte gladius som den generelle betegnelse.
  2. ↑ Clements, J. og Hertz, B.: The Myth of Thrusting versus Cutting Swords.
  3. ↑ Wagner, R.: Focus on the M1917/M1941 Cutlass. Angelfire.
  4. ↑ Frangipane, M. et al. (2010): »The collapse of the 4th millennium centralised system at Arslantepe and the far-reaching changes in 3rd millennium societies«. ORIGINI XXXIV, 2012, s. 237–260.
  5. 1 2 Yener, K. Aslihan (2021). The Domestication of Metals: The Rise of Complex Metal Industries in Anatolia. Culture and History of the Ancient Near East (Vol. 4). BRILL. s. 52-53. ISBN 978-9004496934. Hentet 15. januar 2024.
  6. ↑ "sword | weapon | Britannica". www.britannica.com (engelsk). Hentet 2022-05-01.
  7. ↑ Ramsey, Syed (2016-05-12). Tools of War: History of Weapons in Ancient Times (engelsk). Vij Books India Pvt Ltd. ISBN 978-93-86019-80-6.
  8. ↑ Breverton, Terry (2012-04-26). Breverton's Encyclopedia of Inventions: A Compendium of Technological Leaps, Groundbreaking Discoveries and Scientific Breakthroughs that Changed the World (engelsk). Quercus. ISBN 978-1-78087-340-4.
  9. ↑ Ramsey, Syed (2016-05-12). Tools of War: History of Weapons in Ancient Times (engelsk). Vij Books India Pvt Ltd. ISBN 978-93-86019-80-6.
  10. ↑ Sandars, N. K. (1961). "The First Aegean Swords and Their Ancestry". American Journal of Archaeology. 65 (1): 17-29. doi:10.2307/502497. ISSN 0002-9114. JSTOR 502497.
  11. ↑ PutraDanayu (2021-03-30). Sword: Tell about sword in human history (engelsk). Putra Ayu.[permanent dødt link]
  12. ↑ Jung, R. og M. Mehofer (2008): »A sword of Naue II type from Ugarit and the Historical Significance of Italian type Weaponry in the Eastern Mediterranean«. Aegean Archaeology 8, s. 111–136.
  13. ↑ Drews, Robert (1995). The end of the Bronze Age: changes in warfare and the catastrophe ca. 1200 B.C (revised udgave). Princeton University Press. s. 197-204. ISBN 978-0-691-02591-9.
  14. ↑ Melheim, Lene; Horn, Christian (2014). "Tales of Hoards and Swordfighters in Early Bronze Age Scandinavia: The Brand New and the Broken". Norwegian Archaeological Review. 47: 18-41. doi:10.1080/00293652.2014.920907. ISSN 0029-3652. S2CID 162347126.
  15. ↑ Bunnefeld, Jan-Heinrich (december 2016). "Crafting Swords. The emergence and production of full-hilted swords in the Early Nordic Bronze Age". Praehistorisches Zeitschrift. 91: 384 – via EBSCO host.
  16. ↑ Chang, K. C. (1982). Studies of Shang Archaeology. Yale University Press. s. 6–7. ISBN 978-0-300-03578-0.
  17. 1 2 Cao, Hangang. "A Study of Chinese Weapons Cast During Pre-Qin and Han Periods in the Central Plains of China". Arkiveret fra originalen 15. maj 2011. Hentet 3. november 2010.
  18. 1 2 3 Allchin, s. 111–114.
  19. ↑ Burton, s. 78.
  20. ↑ Wells, Peter (2017), How Ancient Europeans Saw the World: Vision, Patterns, and the Shaping of the Mind in Prehistoric Times, Princeton, New Jersey: Princeton UP, s. 124
  21. ↑ J.-S. Park K. Rajan R. Ramesh (2020). "High-carbon steel and ancient sword-making as observed in a double-edged sword from an Iron Age megalithic burial in Tamil Nadu, India". Archaeometry. 62 (1): 68-80. Bibcode:2020Archa..62...68P. doi:10.1111/arcm.12503. S2CID 210305604.
  22. 1 2 Prasad, kapitel IX.
  23. ↑ Hanson, Victor Davis (1993). Hoplites: the classical Greek battle experience. Routledge Publishing. s. 25-27. ISBN 978-0-415-09816-8. Arkiveret fra originalen 17. maj 2016. Hentet 18. november 2010.
  24. ↑ Goldsworthy, Adrian Keith (1998). The Roman army at war: 100 BC–AD 200. Oxford University Press. s. 216-217. ISBN 978-0-19-815090-9. Arkiveret fra originalen 19. maj 2016. Hentet 18. november 2010.
  25. ↑ Fields, Nic (2009). The Roman Army of the Principate 27 BCE–CE 117. Osprey Publishing. s. 30-31. ISBN 978-1-84603-386-5. Arkiveret fra originalen 8. maj 2016. Hentet 18. november 2010.
  26. ↑ Mantello, Frank Anthony C.; Rigg, A. G. (1996). Medieval Latin: an introduction and bibliographical guide. CUA Press. s. 447-449. ISBN 978-0-8132-0842-8. Arkiveret fra originalen 11. maj 2016. Hentet 18. november 2010.
  27. ↑ Ramsey, Syed (2016-05-12). Tools of War: History of Weapons in Ancient Times (engelsk). Vij Books India Pvt Ltd. ISBN 978-93-86019-80-6.
  28. ↑ Naish, s. 39.
  29. ↑ Esposito, Gabriele (2021-06-30). Armies of the Thracians and Dacians, 500 BC to AD 150: History, Organization and Equipment (engelsk). Pen and Sword Military. ISBN 978-1-5267-7275-6.
  30. ↑ Ramsey, Syed (2016-05-12). Tools of War: History of Weapons in Ancient Times (engelsk). Vij Books India Pvt Ltd. ISBN 978-93-86019-80-6.
  31. ↑ Laing, Lloyd Robert (2006): The archaeology of Celtic Britain and Ireland, c. CE 400–1200. Cambridge University Press, s. 93–95. ISBN 0-521-54740-7
  32. ↑ Franklin, Simon (2002). Writing society and culture in early Rus, c. 950–1300. Cambridge University Press. s. 109. ISBN 978-0-511-03025-3. Hentet 14. november 2010. Ulfberht.
  33. 1 2 Maryon, Herbert (februar 1960). "Pattern-Welding and Damascening of Sword-Blades: Part 1 Pattern-Welding". Studies in Conservation. 5 (1): 25-37. doi:10.2307/1505063. JSTOR 1505063.
  34. ↑ Jeep, John M. (2001): Medieval Germany: an encyclopedia. Routledge, s. 802. ISBN 0-8240-7644-3
  35. ↑ Gravett, s. 47.
  36. ↑ Cirlot, Juan Eduardo (2002). A Dictionary of Symbols. Courier Dover Publications. s. 323-325. ISBN 978-0-486-42523-8.
  37. ↑ Lindholm, David; Nicolle, David (2007). The Scandinavian Baltic Crusades 1100–1500. Osprey Publishing. s. 178. ISBN 978-1-84176-988-2.
  38. ↑ Tarassuk, Leonid; Blair, Claude (1982). The Complete Encyclopedia of Arms & Weapons: The Most Comprehensive Reference Work Ever Published on Arms and Armour from Prehistoric Times to the Present – with Over 1,200 Illustrations. Simon & Schuster. s. 491.
  39. ↑ McLean, s. 178.
  40. 1 2 "Transkription von cgm582". Pragmatische Schriftlichkeit. Arkiveret fra originalen 9. marts 2011. Hentet 10. november 2010.
  41. 1 2 "15th Century English Combat Manuscripts". The English Martial Arts Academy. Arkiveret fra originalen den 27. juli 2011. Hentet 10. november 2010.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Uegnet url (link)
  42. ↑ Miller, Douglas og John Richards: Landsknechte 1486–1560. ISBN 3-87748-636-3
  43. ↑ "Greate Pier fan Wûnseradiel" (vestfrisisk). Gemeente Wûnseradiel. Arkiveret fra originalen 3. september 2012. Hentet 4. januar 2008.
  44. ↑ Miller, Douglas (1976). The Landsknechts. Osprey Publishing. s. 11. ISBN 978-0-85045-258-7.
  45. ↑ Betegnelsen cut and thrust er en moderne klassifikation, som første gang blev anvendt af Association for Renaissance Martial Arts til at skelne mellem hugsværd med sammensatte fæster og egentlige rapirer.
  46. ↑ "Practical Side Sword". Fencing.net. Arkiveret fra originalen 31. oktober 2010. Hentet 22. november 2010.
  47. ↑ Mortensen, Peder; Torben Lundbæk; Kjeld von Folsach (1996). Sultan, Shah, and Great Mughal: the history and culture of the Islamic world. National Museum. s. 200. ISBN 978-87-89384-31-3.
  48. ↑ "Encyclopædia Britannica-"Sword"". The Encyclopædia Britannica. Arkiveret fra originalen 19. april 2010. Hentet 10. november 2010.

Bibliografi

[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Sværd&oldid=12384220"